Thai yoga massage

Thai yoga massage

Måske ønsker du et møde i sanselighed og kærlighed, hvor vi beholder tøjet på og ikke bliver smurt ind i olie. Vi inviterer da til Klassisk Thai yoga massage, eller nuat phaen boran (Thai: นวดแผนโบราณ) med en af os. Fundamentet for Thai yoga massage er det buddhistiske Metta, “loving kindness”. Vi tager afsæt i traditionen fra Asokananda.

Thai Yoga Massage er en ældgammel berørings- og bevægelseskunst med oprindelse fra Indien, hvor yogien Jivaka Kumar Bhaccha udviklede teknikken, der kombinerer indiske ayurvediske principper, akupressur og yoga stillinger. Med udbredelsen af buddhismen kom denne massageform til Thailand hvor den opstod og blev praktiseret af Theravada munkene i de thailandske buddhistiske klostre.

Ifølge traditionen vækker, stimulerer og cirkulerer Thai yoga massage strømmen af din livsenergi og livskraft gennem kroppens “energilinier”,  de ti Sen. Massagen inviterer ind i opmærksomhed på at bevare og fremme det sunde og livs-understøttende, at blive bevidst om egen krop og bevægelse, samt styrke bevægeligheden og det frie flow i kroppen. Massagen virker nærende på dit kredsløb, organerne og immunforsvaret, og genopretter balance fysisk, psykisk og sjæleligt.

Klassisk Thai yoga massage er en blanding af akupressur, ledrotation, udstrækning og afspænding af kroppens muskler, led og bindevæv. Massagen foregår påklædt i løstsiddende bekvemt tøj på en madras på gulvet, hvor massøren bruger sine hænder, arme, fødder og sin egen kropsvægt i mødet med dig. Du berøres i opmærksomhed, gennem tryk, træk, stræk og bevægelse. I meditativt nærvær, stilhed og langsomhed, med et bevidst åndedræt og i en rytmisk bevægelse, nærmest som i en dans rundt om dig, bevæges og berøres hele din krop. Det kan opleves som en stærk følelse af forbundethed og ubetinget kærlighed helt ud på celleniveau. En aktiv kropslig dialog, hvor vi hver især sanser os selv i mødet og dansen med hinanden. I indfølende hengivelse og sanselighed, i et fælles rum i bevægelse og fordybelse.